Når hjemmet også er arbejdsplads, forsvinder den naturlige grænse, som ellers ligger i at forlade kontoret og gå hjem. Uden den fysiske overgang er det let at åbne indbakken igen efter aftensmaden "lige for at tjekke", og den ene besked bliver ofte til flere. En fast sluttid for arbejdsmails giver den samme klare afslutning, som en pendlertur ellers ville have givet. Det er en beslutning, der tages én gang og derefter bare følges, i stedet for at skulle overvejes hver eneste aften.
Vælg et tidspunkt, der passer til din hverdag
Tidspunktet behøver ikke være det samme som naboens eller kollegaens. Det vigtigste er, at det ligger fast og passer til resten af husstandens rytme, så det bliver en del af dagens naturlige forløb. Nogle vælger at lukke computeren ned, lige før aftensmaden skal laves, mens andre foretrækker en time efter, hvor de sidste praktiske ting er ordnet. Når tidspunktet er fastlagt, kan resten af aftenen planlægges omkring det, i stedet for at arbejdet bare flyder ind i den.
Selve lukningen kan gøres til en lille, konkret handling, så hjernen får et tydeligt signal om, at arbejdsdagen er forbi. Det kan være at lukke computeren helt ned i stedet for bare at sætte den på standby, eller at lægge arbejdstelefonen i en skuffe uden for syne. Nogle vælger at skrive den vigtigste opgave til i morgen ned, så tankerne ikke behøver at vende tilbage til den. Jo mere konkret handlingen er, jo lettere er den at huske og gentage dag efter dag.
Det kan tage lidt tid at vænne sig til en fast sluttid, særligt hvis arbejdsmails plejer at blive besvaret hele aftenen. De første par gange kan det føles mærkeligt at lade en besked vente til næste morgen, men det bliver hurtigt en selvfølgelig del af dagens rytme. Med tiden opdager mange, at det sjældent gør nogen forskel, om svaret sendes om eftermiddagen eller først næste formiddag.
En fast sluttid for arbejdet gør det også lettere for resten af husstanden at vide, hvornår aftenen for alvor begynder. Når arbejdet har sin egen tydelige afslutning, bliver det nemmere at give sig hen til aftenens andre gøremål uden en flimrende følelse af, at der stadig venter noget uafsluttet. Den lille, faste grænse mellem arbejde og fri bliver med tiden en vane, man knap tænker over, men som gør hver eneste aften lidt mere sin egen.
